Tilbage i februar måned dele jeg denne historie på min Facebook om min søns besøg hos lægen. Jeg synes, at der så meget læring i historien, at den tåler en gentagelse. Mange gange gør vi ting, fordi vi så gerne vil skåne vores børn for smerten (det kan både være fysisk men også mentalt), men mange gange handler det om, at vi ikke selv kan klare at være i smerten som barnet måske føler. Men hvis ikke vi, som forældre, kan klare det, hvordan skal vores børn så nogensinde lære, at smerte ikke er farligt? Så længe vi husker at tager os af smerten, når den dukker op. Værsgo at læse med…
I morges havde jeg denne her flotte fyr med til 5 års undersøgelse hos lægen. Mads var noget betuttet, da det jo inkluderede et lille stik. Mille forsøgte at berolige ham på bedste storesøster manér, inden hun skulle i skole. Lægen var vældig imponeret af Mads åbenhed og nysgerrighed og roste ham, men Mads var alligevel noget træt af det, da vi nåede til alvorligheden…
“Mor, jeg er bange”…
“Det kan jeg godt forstå og det er helt ok” sagde jeg. “Men mor, jeg er stadig bange”. “Det er ikke rart, det kan jeg godt forstå, men ved du hvad skat? Sammen klarer vi det”. Og det gjorde vi! Fordi jeg evnede at rumme hans angst og lod ham være bange. Uden at aflede og uden at negligere hans følelser men bare være i det sammen med ham.
Det var ikke helt det samme scenarie for 2 år siden, hvor Mille skulle vaccineres… Jeg havde undladt at fortælle om stikket og efter at have leveret en “pragtpræstation” forud for vaccinationen, så fik jeg godt nok slukket lyset i hendes øjne, da lægen pludselig hev nålen frem og stak. Mille kiggede på mig, med et blik som jeg aldrig glemmer.
Alt lys blev slukket i de øjne. Alt tillid til mig var væk.
Bare fordi jeg havde haft svært ved at rumme, at hun skulle være bange og stikkes. SÅ klog af skade – og en hel del viden senere, blev det til en hel anderledes oplevelse i dag. Mads fik vaccinationen og sagde “Nå, er jeg færdig nu”? Og ja det var han og helt klar til at komme i børnehave.
Stolt mor, både på egne og barnets vegne!