Blog

Hvad andre tænker

Vi er på sommerferie i Portugal og i morges var jeg ude at løbe en tur. Det gik meget fint de første kilometer. Men så gik det op for mig, at de shorts jeg har taget med på ferie denne gang ikke er specielt velegnede til at løbe i. De er noget kortere end dem jeg løber i derhjemme. Så i løbet af få minutter begyndte mine inderlår at svie helt enormt meget fordi de rørte ved hinanden… Mega stædig som jeg er, nægtede jeg at give op og løb derfor lidt videre. For hurtigt at konstatere, at det ikke var nogen fremragende ide, da det gjorde sindssygt ondt.

Jeg stoppede op og inspicerede inderlårene. Det var ikke helt godt….

Ret hurtigt kommer jeg frem til, at hvis løbeturen skulle fortsætte, så skulle der tages aktion. Og det eneste aktion jeg kunne komme i tanke om, var at tage løbetoppen af og binde den om det ene lår, således at lårene ikke rørte ved hinanden. Kønt så det ikke ud! Men det virkede og jeg fortsatte turen. Jeg var dog noget betuttet over situationen, fordi jeg normalvis altid har en løbetop over sportstoppen og altså ikke løber med bar mave… Det var egentlig ikke den bare mave i gående tilstand, der var problemet. Nej. det var, når jeg løb… Fordi så bevægede den løse hud sig, og HVAD VILLE ANDRE IKKE TÆNKE OM MIN MAVE. Tanker som: “Ej, se hende der, hvordan kan hun tillade sig at løbe uden T-shirt”, “Hold da op en mave, hva” eller “Hvor gammel tror hun lige, at hun er” fløj gennem mit hoved.

Jeg nærmede mig den (meget) lokale kaffebar, hvor der altid hænger 3 tusse-gamle mænd ud.

Imens kværnede mit hoved. Skulle jeg stoppe op og tage toppen på igen, løbe videre fordi kaffebaren og ende ud med endnu mere slidtage mellem lårene? Eller skulle jeg bare vælge at gå forbi, fordi så bevægede min mave sig ikke så meget? Eller skulle jeg fortsætte mit løb, med toppen om låret OG bar mave, vel at mærke, bar, bevægende mave!! Min krop var bogstavelig talt lige ved at dø ved tanken om den sidste mulighed. Og mens adrenalinen pumpede løs, nærmede jeg mig det sted på turen, hvor jeg skulle tage en beslutning, fordi ellers blev det da først pinligt. Pludselig tog fanden ved mig!

Jeg mandede mig op, som det så flot hedder.

Skulle min løbetur ødelægges af, at jeg lod mig begrænse af mine tanker. MINE tanker om, hvad JEG forestillede mig, at ANDRE ville tænke om mig. Uden på nogen mulig måde, at være sikker på, at der var hold i de tanker. Nej, f….. nej. Jeg øgede tempoet en smule, skød brystet lidt frem og nærmede mig kaffebaren. Da jeg løb forbi, blev jeg ganske rigtig mødt at de 3 mænd med deres kaffe, deres måbende ansigter (de måber altid…) – og absolut intet andet…. Da jeg nåede så langt væk, at jeg var sikker på, at de ikke kunne se mig, satte jeg tempoet helt ned.

Shit. Shit. Shit.

Min krop var overbevist om, at den lige havde løbet fra en tiger. På grund af en bar mave…. Der gik nogle minutter før jeg fik styr på vejrtrækningen og ikke mindst mine tanker. Da jeg kom tilbage til huset, fortalte jeg min mand om turen. Han var ved at dø af grin over mig og kunne slet ikke se problemet. “Uh ha da, ja det kan jeg godt se med den kæmpe mave, som du render rundt med” var en af hans kommentarer. Ikke at jeg indrømmede det, men jeg var faktisk pisse stolt af mig selv! Stolt over at jeg havde evnet at styre mine tanker og følelser, på trods. Således at jeg var i stand til at handle konstruktivt.

Episoden fik mig til at tænke over, hvor meget vi lader os styre af angsten for, hvad andre mennesker tænker om os. I mit tilfælde var det lige ved at gå ud over løbeturen. I andre tilfælde er der givetvis lidt mere på spil. Anyway, så hjælp det lige fedt, at min mand absolut ikke var enig med mig i mit dilemma. Det er min følelse i kroppen, der er afgørende for, hvordan jeg reagerer. Skabt af en tanke om, hvad andre måtte tænke om mig. Det synes jeg virkelig giver stof til eftertanke!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *