Det er en lidt hård uge at komme igennem rent følelsesmæssigt… Først fars fødselsdag og i dag er det et år siden, at vi sagde farvel til vores hund Zulu.
Imponerende hvor meget hun har lært mig om livet og nærvær. Læring jeg har taget med mig videre i livet. Alting har en læring, også med Zulu. Selvom det var noget svært at få øje på midt i sorgen sidste år. Vi tænker tit på hende og hun fylder stadig i vores hverdag. Fx er der stadig hvide hundehår i bilen og forleden gjorde Lasse tørretumblerens filter ren, og der dukkede endnu engang små hvide hår op. Vi snakker også tit om Zulu, når vi spiser aftensmad og ungerne husker på sjove episoder med hende. Det er rigtig hyggelig og en god måde at mindes hende på.
Jeg ville stadig ønske, at Zulu var her. Men sådan skulle det ikke være. Hun blev ked af livet og følte ikke glæde ved at være her. Så må man også være ansvarsbevidst nok til at tage den hårde beslutning. Også selv om at det var virkelig hårdt!
Og sådan er det her i livet. Alting er ikke lutter lagkage… Og hvis ikke vi tør være i smerten, mens den står på, så ender vi med at proppe alt for mange uforløste følelser ned i vores rygsæk. Og en dag eksploderer rygsækken og indholdet vælter ud til alle sider. Korthuset vælter og den gasblå dame (eller måske en mildere variation af hende…) indtager scenen og så gælder det bare om at tage benene på nakken, inden hun får fingrene i én.
Mere om den gasblå dame en anden dag…
Tak fordi du læste med.
Kh
Anne Cathrine