Hvornår har du sidst lyttet til din krop?

Hvornår har du sidst lyttet til din krop? Øh, hvad mener du med det, spurgte en veninde nysgerrigt forleden dag, da jeg stillede hende spørgsmålet.

Vi fik os en god snak om, hvad der egentlig sker, når vi gentagne gange glemmer at mærke efter hvordan kroppen egentlig har det. Oftest får vores krop kun opmærksomhed, når der er noget der ikke fungerer. Og så står den typisk på irritation over, at vi ikke kan lige netop det vi plejer at kunne. Enten holder vi en kort (eller længere) pause, eller også så ignorere vi smerten og pukler videre. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har taget på arbejde med hold i ryggen. For så at besøge kiropraktoren i en pause og så at pukle videre bagefter…. Søde kollegaer bad mig om at gå hjem, men jeg kunne, på det tidspunkt, ikke se at det var en mulighed. Der var jo vigtigere ting at tage sig af på arbejde end at pleje mig selv. Og det sidste i verden der skulle ske var, hvis noget så meget som tænkte på at overveje, at jeg var svag og ikke magtede opgaven. Så jeg puklede videre. Og endte med at blive mega indebrændt inden i, fordi der ikke var nogen der værdsatte mit pukleri. Og hvorfor skulle de også det…

Lige pludselig gik det op for mig, at jeg, og kun jeg, havde ansvaret for mit eget velbefindende. Ingen andre! Og i øvrigt lyttede jeg jo heller ikke til, hvad de sagde. Lige så stille begyndte jeg at give min krop lidt taletid. Musseskridt. Rigtig mange gange konstaterede jeg, at jeg var virkelig dårlig til slippe knokleriet. Det var jo det eneste jeg kunne – og følte mig tryg i… Men med tiden lærte jeg at være nysgerrig på, hvorfor det gik galt. Iøvrigt godt hjulpet på vej af @rikkeklindt.dk❤️ I stedet for at slå mig selv oven i hovedet, brugte jeg nysgerrigheden. Og pludselig kunne jeg se et mønster. Et ret tydeligt mønster som viste, at jeg fuldstændig havde glemt mig selv og mine basale behov. Og når det var tilfældet, så satte mit knoklergen ind. For man skulle jo nødig mærke sig selv og sine behov. Fortsatte knokleriet lidt for længe, så var det så sikkert som amen i kirken, at den gasblå dame stak sit mindre charmerende ansigt frem. Og det gik som regel ud over min familie…

NUKANDETSAFTSUSMEVÆRENOK.ERJEGDENENEDTEHERIHUSETDERTAGERANSVARFORNOGETSOMHELST.KOMNU IGANGOGHOLDOPMEDATPIV.DETKANDAIKKEVÆRERIGTIGTATJEGSKALKLAREDETHELESELV!!!

Bagefter kom den dårlige samvittighed krybende… Den gennemsyrede hele min krop. Og bagefter holdt selvbebrejdelserne rejsegilde. Og festen ville ingen ende tage. Der var ingen grænser for, hvad jeg kunne bebrejde mig selv for.

Set i bagspejlet var der ikke noget at sige til, at mit selvværd lå på et meget lille sted. Men det er en helt anden snak, så den tager vi en anden dag.

Husk at rose dig selv hver eneste dag, det fortjener du nemlig – også på trods❤️ Har du brug for hjælp til at lære det, så siger du bare til.

Tusind tak fordi du læste med🙏

Mange hilsener

Anne Cathrine