Tandlægen…

I morges var jeg ved tandlægen. For at få lavet de indledende manøvrer til en krone. Og eftersom jeg for en del år siden havde en mindre heldig oplevelse hos en tandlæge – og sikkert også fordi jeg havde huller i tænderne som barn, elsker jeg absolut IKKE at være ved tandlægen.
Der sker noget inden i mig, som aktiverer mit alarmberedskab, og det gør så, at jeg helt glemmer at trække vejret, når jeg bliver bange. Jeg ligger og krammer min højre tommeltot med min venstre hånd. Og tænker “bare det ikke gør ondt”. Samtidig lægger jeg mærke til alle lyde, tonelejet mellem tandlægen og assistenten og ikke mindst fornemmelsen i tanden, når der bores.
Shit det er hårdt!
I dag havde jeg besluttet mig for at gøre noget andet. Som så mange kloge hoveder siger: Vil du have et anderledes resultat, så må du gøre noget anderledes… Så jeg huskede mig selv på at trække vejret. Roligt. Regelmæssigt. Og helt ned i maven. Også når det snerpede til. Og ta-da… Det virkede sgu!! Jeg syntes stadig ikke, at det var nogen fest, men det var absolut “til at holde ud”. Og på et tidspunkt opdagede jeg, at begge mine hænder lå helt afslappede på mine lår😊

Nå, men hvad er det egentlig jeg vil fortælle med det her?
Jo, hvis vi lære os selv – og vores børn, at møde smerten lige der hvor den er. I nuet – og trækker vejret helt ned i maven. Og er med den. SÅ er det til at være i. Eller i hvert fald mere menneskeligt. Det er først, når vi forsøger at flygte, fortrænge eller distrahere at det bliver hårdt. Fordi så lægger vi låg på. Og undgår at mærke (sorgen, vreden, afmagten, indsæt selv…) Og så er fanden løs i laksegade (som min mor vil sige…😂❤️) Fordi så dukker smerten bare op på et andet (helt sikkert meget ubelejlig) tidspunkt og forlanger aktion.
Så… Træk vejret. Helt ned i maven. Så maven hæver sig, når du indånder. Og den falder sammen, når du udånder. Og ja, det er ikke nogen selvfølge. Jeg gjorde det fx omvendt for et par år siden… Øvelse gør mester❤️

Tak fordi du læste med❤️