Et emne der tit kommer på banen i min lille biks, er det her med selvværd. Hvor meget synes vi selv, at vi er værd? Faktisk noget de færreste har taget stilling til.
Jeg har i mange år været misundelig på en veninde. Fordi hun prioriterede at gå til kosmetolog for at få en ansigtsbehandling med jævne mellemrum. For flere år tilbage synes jeg faktisk, at det var lidt (læs: meget) spild af penge. Altså at bruge SÅ mange penge på SÅ kort tid. Med et resultat som der ikke var andre, der overhovedet kunne se….
I takt med min egen personlige udvikling, ændredes min opfattelse af situationen sig noget. Til faktisk at anerkende hendes valg – uden dog på nogen måde at være tæt på selv at bestille en tid. Mere sådan en form for nysgerrighed på mig selv. Hvorfor var det at hun godt kunne unde sig selv en time i himlen? Når jeg nu ikke kunne?
Pludselig en dag tog fanden ved mig (det gør den jo af og til….) og jeg fik bestilt tid til ansigtsbehandling. Og voks/farve af bryn. Og voks af ben. All in you know… OG hold da op hvor jeg nød det! Altså på overfladen i hvert fald. Fordi samtidig kunne jeg ikke sige mig selv helt fri fra ikke at have dårlig samvittighed. Over at bruge så mange penge. På mig selv. Over ikke at hente ungerne lidt tidligere den dag. Og over hvad jeg kunne have nået på den tid, jeg nu lå der. Spørgsmålet var faktisk, om jeg overhovedet fik noget ud af behandlingen i den sidste ende?
En del måneder senere gentog jeg “succesen” – eller hvad man nu skal kalde den…. Samme omgang en gang til. Og til min store overraskelse, så var det uden at få dårlig samvittighed over at ligge der på briksen. Uden at tænke på, at jeg burde have hentet ungerne tidligt. Uden at synes at jeg ødslede penge ud til alle sider. Uden at tænke på to-do lister og arbejde.
Lige der oplevede jeg en kæmpe følelse af frihed og lethed. Jeg var herre over mit liv, og skulle ikke forholde mig til noget som helst andet end at ligge der og slappe af og tage imod.
Efterfølgende har jeg tænkt en del over det her med at misunde. Hvis man sætter det lidt firkantet op, så ser det sådan her ud: MIS = ikke. Og unde = værdig. Ikke værdig bliver det så til. Hmm… Hvis jeg misunder min veninde, bliver det jo til: Jeg under dig det ikke eller jeg synes ikke at du er det værd. Heldigvis forholdte det sig ikke sådan, men i forhold til skyggearbejde som nogen måske kender lidt til, så ved vi, at når vi misunder nogen, så handler det faktisk om os selv. Dvs. at når jeg er misundelig på min veninde, så handler det i virkeligheden om mig selv. Altså føler jeg ikke, at jeg kan unde mig selv en ansigtsbehandling eller er værdig nok til at få en ansigtsbehandling.
Og så er det jo pludselig en helt anden snak. Prøv at være nysgerrig på, om du under dig selv lidt luksus i hverdagens travle liv. Især hvis du altid købe flotte gaver (fx en ansigtsbehandling) til din veninde, altid ender med at købe tøj til ungerne eller manden i stedet for dig selv eller altid vælger det billigste (eller den ret hvor man får mest for pengene) på menuen. Kunne det handle om, hvor meget du indvendig føler, at du er værd? For mig var det i hvert fald et kæmpe issue…
Mange tak fordi du læste med.
Mange hilsner Anne Cathrine