Når frygten for at miste fylder mere end glæden ved at have
At går fra at være et velfungerende menneske uden de store bekymringer i livet, eller i hvert fald flest rationelle bekymringer, til at i perioder ikke at kunne sove en hel nats søvn, have en krop på overarbejde og et tankemylder så stort og betændt, at det ikke altid er sort/hvidt mere…
Jeg har i mange år vidst, at jeg havde nogle mærkelige tanker, som jeg ikke delte med nogle før for et par år siden. Tanker om døden. Og ikke kun tanker, men også visualiseringer. Mere konkret tanker og billeder af, at primært min far døde lige foran mig – Ved middagsbordet, i sofaen, i bilen osv. Men også generelt at mine nærmeste familiemedlemmer bliver syge, kommer til skade, bliver efterladt eller dør, og ind i mellem, at jeg selv gør – og bekymringer om, hvad døden egentlig er. Det skal ske en dag – det er jeg klar over. Men det irrationelle i mig, fortæller mig, at jeg skal gøre ALT jeg kan for at undgå det for min familie og mig selv. Og jeg kan ikke gøre noget og deraf opstår min frygt.
Et stort tabu, som nærmest ingen snakker om. Jeg er i hvert fald ikke stødt på nogle, der gør. Så her er jeg fuld af angst og fobi for at miste. Ordet “død” tricker mig. Sygdom tricker mig. Ikke at have kontrol tricker mig. Hvis nogen omkring mig har en nærmeste, der går bort, tricker det mig. Selv “at miste” tricker i alt åbenlyshed.
Foruden det ”lider” jeg af meget lavt selvværd. Måske har jeg haft det siden barndommen. Måske er det kommet i løbet af mine teenageår. Måske i mine voksne år. Det har i hvert fald ophobet sig. Jeg lært mig selv at kompensere for det ved at overfodre min selvtillid; ”jeg skal være den bedste”, ”jeg skal være den tyndeste”, ”jeg skal være den hurtigste”, ros, anerkendelse – i ALT jeg gør. Arbejde, sociale sammenhænge, forhold, sport, you name it. ALTID den bedste eller én af de bedste.
Kombineret med mit ”pleaser-gen” ender det ud i en farlig cocktail:
Mig der gør alt for at please andre/være den bedste.
Mig der får anerkendelse/ros.
Mig der fodrer min selvtillid for at kompensere for det manglende selvværd.
Mig der hurtigt føler sult efter anerkendelse/ros igen.
Fordi jeg tror ikke selv på, at jeg er god nok i mig selv. Andre skal synes det – ellers gælder det ikke! Og folk ser det ikke. De tror, jeg har det godt med mig selv, fordi selvtilliden er der i stor stil.
I slutningen af sidste år anede jeg ikke halvdelen, af det som jeg gør nu. Jeg vidste, at jeg havde angst for at min far dør. Jeg vidste godt, at jeg er en kontrolfreak, der bestræbende higede efter at gøre folk glade ved at gøre ting for dem, pressede mig selv ud et sted til træning, hvor det ikke længere var sundt for mit hoved, og hvor jeg nok ikke følte, at jeg var heeelt god nok alligevel..
Efter endnu en henvisning til psykolog fra min læge, som bare ikke føltes rigtig, valgte jeg at søge andre, alternative veje. Og det blev begyndelsen på mit møde med Trine, som er på rejsen sammen med mig.
Her er det blevet et håndgribeligt projekt for mig, at arbejde mig derhen, hvor jeg gerne vil være med mig selv, min angst og mine tanker. Jeg mærker min krop på en anden måde, og forstår at mit helbred psykisk og fysisk hænger sammen.
Jeg skal passe på mig selv. Mit sind og min krop. Jeg skal trods alt have begge dele resten af mit liv. Begge dele skal behandles godt af MIG.
Jeg ved, at mine tanker omkring begge problematikker – både angst og mit lave selvværd – er en del af den jeg er, og det jeg førhen har været igennem. Og for hver gang, vi har en session, føles det lidt mere okay, at være mig og det jeg indebærer, det jeg kæmper med og det jeg skal arbejde på.
Min fobi eller angst for at miste er ikke gået væk endnu og jeg ved ikke, om den overhovedet gør, men jeg har fået værktøjer til at bearbejde tankerne, når de er der. Dybe vejrtrækninger, at øve mig i at snakke højt om det, som har været meget svært for mig især overfor min familie, for ”hvad nu hvis de bliver kede af det eller ikke forstår”, siger mit pleaser-gen til mig. Jeg skal tillade mig selv være bange for det, men også fortælle mig selv, at det er okay, at jeg har det sådan, for det er fordi, at jeg har et uroligt nervesystem, og det er ikke min skyld.
Ligeledes arbejder jeg fortsat med mit selvværd. Og min selvtillid. Selvværdet skal balancere med min selvtillid. Jeg skal ikke få quick fixes igennem selvtillidsboost mere, men arbejde på at have et sundt og stabilt selvværd.
Og hvordan gør man det? En øvelse for mig har været, at øve mig i at være den i midten, for det er vi i størstedelen af vores liv, siger Trine. Og det giver mening for mig. Jeg er god nok, selvom jeg er i midten. At gøre det til en succes at jeg f.eks. ikke er den hurtigste færdige til Crossfittræning, men at jeg ender i midten, for der er jeg lige så god, som jeg er, hvis jeg var den første færdige.
På samme tid går det også op for mig, at jeg ikke er den eneste, der måske går og har skavanker med selvværdet eller fobi for at miste, for når jeg åbner op for bl.a. veninder og fortæller, hvad mine fokuspunkter er, og hvorfor jeg måske gør noget anderledes end jeg plejer, bliver jeg til stor overraskelse flere gange mødt med ”Det burde jeg måske også arbejde med” eller ”Jeg har det faktisk også sådan”, og pludselig er jeg ikke så alene i mine følelser eller øvelser mere, og kan måske agere som en hjælpende og inspirerende hånd til, at de skal arbejde med noget inden i dem selv.
